Colts lille lejlighed.

Han smilede til hende, da han tog i mode ringen, kyssede hende på kinden og gave hende et kram, da han godt kunne se at hun ikke var super vild med det, og så var han glad for at hun gad give ham ringen. Han pakkede ned dybt i en af de mange lommer i hans bukser.

"Tak søde."

Han gik så over til jærven, samlede den op, med en smule besvær og gik tilbage til hende. Han ville gerne se hvordan hun havde det med at være så tæt på et dyr som det, der var en del større end hendes egen hund, og kunne dræbe en hjort og slæbe den hvis den havde lyst til det.

"Har du hilst ordentligt på ham?"

Han klappede den roligt, og den kravlede op og lagde sig om hans nakke og skulder og kiggede direkte på hende.

At ringen skulle ligge i hans bukselomme gik hende en smule på, bekymrede hende lidt, men hun lod ham gøre, som han ville, da det jo var hans ejendel, og hun fastholdt bare stædigt sit smil. Hans kys og kram hjalp dog lidt på det, og hun bldte en smule op igen, smilet blivende mere ægte.
Så så hun nysgerrigt til, mens han hentede jærven, derkrøllede sig sammen om hans hals. Hunvfandt det lidt skræmmende, den kikkede sådan på hende, men hun var ikke decideret bange for den.
"Nej, har jeg ikke." Hun rakte hånden hen til den med håndfladen opad og lod den snuse til hende så meget, den ville, før hun forsigtigt rørte ved dens kind.
"Han er sød," sagde hun med et ægte smil og så op på ham, mens hun talte. "Hvor længe har han været så tam?" Hun var temmelig nysgerrig omkring dyret, og selvom hun ikke helt kunne få ringen ud af sine tanker, forsøgte hun i det mindste.

Han smielde over hendes kommentar, og var glad for at hun smilede lidt mere, da det ellers ville gå ham på hele dagen, indtil han fik gjort det han skulle med den ring, fik den ud af sit liv. Han ville spørge hende når de kom hjem, om hvor han kunne finde en pantelåner. Det ville betyde meget for ham, at få solgt ringen, og kniven, så de tp ting kunne forsvinde ud af hans liv.

"Sød ved jeg ikke om jeg ville kalde ham, men tam er han, og det har han været i et par måneder nu, og det tog mig vel en måned at gøre den tam."

Han smilede og den knurrede lidt af hende, men ikke på den skræmmende måde, da den gjorde det i halsen uden at vise tænder, som den gjorde hvis det var nogen trussel det den lavede, og derfor vidste han at hun ikke skulle passe på, eller ikke så meget, og nok ikke når han var der.

Hun havde ingen viden mkring hans intentioner for ringen, men havde hun haft, havde hun måske fået lidt dårlig samvittighed over det, for di hun ville være overbevist om, det var på grund af hende, han ville skille sig af med den. Men som det var nu, var hun stadig mismodig, men håbede at med tiden ville ringen bare ende i oppakningen.
"Han ser da lidt sød ud," lo hun mildt og trak hånden respektfuldt væk, da den knurrede. Langsomt dog, så hun ikke overraskede den. Hun vidste ikke så meget om jærve, men en knurren var som regel et dårligt tegn. "Hvordan gjorde du?" spurgte hun interesseret og så i stedet på ham med et opmuntrende smil. Hun ville virkelig gerne vide, hvordan han havde klaret at tæmme et vildt dyr, men måske var han selv mere vild end han var tam, tænkte hun med en varm følelse i brystet. Hendes egen vilde ulv.

Han smilede til hende, over at hun stadig syntes den var sød, og han kunne godt lide at hun træk hånden væk igen, fra dyret da den knurrede selv om han godt vidste den ikke ville gøre hende noget. Han var ret sikker på det endda.

"Ja jeg passede den og sørgede for mad, og så har det nok hjulpet at den har set mig lidt som en alfa han, så måske er den ikke så meget tam, som den bare har respekt for mig."

Han smilede til hende, stillede den ned igen, og pegede mod skoven hvor den bare luntede afsted igen, hurtigere og hurtigere jo længere den kom væk fra ham.

"Nå skal vi tage hjem igen søde?"

Hun smilede til ham og så til, mens han satte dyret ned igen efter at have talt. Han var meget beskeden i sin fortælling, men hun havde ikke forventet det anderledes. Det var endnu en af de ting, hun godt kunne lide ved ham.
"Ja, om lidt, der er lige en ting, vi skal have ordnet først," sagde hun kærligt og så udfordrende på ham. Han kunne nok næppe gætte sig til hvad, hun havde i sinde, og det morede hende en del, hvor overrasket, han ville blive om et øjeblik. Hun var faktisk ved at le højt ved tanken, men holdt masken og smilede bare stille, mens hun så ham i øjnene. Hun blinkede en smule flirtende, og hendes lange, gyldne øjenvipper, der ikke havde fået et lag af den sorte mascara i dag, viftede op og ned, og hun smilede charmerende til ham. Mon han havde gættet hvad, hun havde i tankerne? Ikke noget forhastet eller grænseoverskridende, bare sødt og varmt. Noget der lod ham vide, hvad hun følte for ham, som hun havde vist ham det før. Hendes tanker legede med ideen og beskrivelserne, mens hun ventede på hans svar.

Han smilede skævt til hende, og var ærlig talt en smule forvirret og måske også lidt skræmt. Han kiggede bare på hende med, et stort spørgende blik, som han gerne ville vide hvad pokker hun nu tænkte på. Han gik lige et halvt skridt baglæns og kiggede på hende. Han var ikke sikker på hvad han skulle sige, men han kunne vel ikke bare stå og sige ingenting, kunne han vel. Det var vel respektløs.

"øhm okay søde..."

Han lignede en mellem ting mellem en skræmt hjort og en forvirret kanin. Han håbede bare hun ikke gjorde noget overilet.

Hun kunne have leet hjt af hans udtryk, men i stedet slog hun bare armene om hans hals og trak ham ind til sig i et lidenskabeligt kys, mens hun trykkede sig ind mod ham. Han fortjente et kys, syntes hun, ovenpå... ja det var måske ikke meget, de havde lavet i forhold til den forrige dags strabadser eller dagen før, men han fortjente det alligevel. Hun holdt sig bare tæt ind til ham og mærkede varmen fra ham mod sin frakke, der langsomt blev varmet op.
I det samme begyndte sneen langsomt at dale ned fra himlen fnug for fnug, de hvide, små totter smeltende så snart, de ramte jorden. Nogle enkelte landede i hendes øjenvipper over de lukkede øjne, og lå og skinnede, da de smeltede og gjorde hendes øjenlåg tunge.
Hn nød følelsen af hans mund mod sin og håbede bare, hun ikke havde forskrækket ham for meget. Hun havde bare et stort behov for at takke ham, belønne ham og elske ham lige nu, og hun følte, et kys sagde det bedre end nogen af hendes mange ord nogensinde ville kunne. Kun håbede hun, at ringen i hans lomme ikke ville trykke hans hjerte alt for meget, så hun i stedet kom til at minde ham om hvad, han havde tabt.

Da hun slog armene om ham, og kysse ham blev han meget overrasket og chokeret, men idet han mærkede hendes læber mod hans egne, var det lige meget, og han kyssede hende bare tilbage. Han nød hendes krop mode hans, selvom hendes frakke var imellem. Det var ligemeget bare det var hende der var inden under den. Det var det ihvertfald for ham. Han lagde sin arme om hende, og hev dem sammen i det varme lidenskabelige kys. Det var en fantastisk følelse og han var glad for hende, ja ikke bare glad, nej han elskede hende af hele sit hjerte.

Han mærkede sneen der dalede ned fra himlen, ned på dem, og så hvordan de lagde sig på dem, og mærkede dem være kølige mod hans hud, og kunne mærke at de nærmest smeltede med det samme de rørte hans hud. Det var ikke noget der gik ham på, slet ikke det gjorde oplevelsen det mere specielt.

Hun sukkede let af velvære mod hans mund og holdt kysset med antydnignen af et smil glad for, han gengældte. OG det var en speciel følelse at stå med ham midt i skoven, i den del han følte sig hjemme i mens sneen stille dalede ned over dem og bare stå i hans arme og føle sig tryg og elsket. Og Colt havde aldrig oplevet at elske nogen helt på samme måde, dom det gik op for hende, hun elskede ham. MEn hjerte, sind og krop, med hver eneste fiber i hende, elskede hun ham, og hun ville gøre hvad som helst for ham, alt han kunne finde på at spørge hende om. Og skulle hun alligevel tøve, var alt han behøvede at gøre at trykke disse fantastiske læber mod hendes et øjeblik, og hun ville være fortabt!
Hun mærkede sine ben blive svage under sig, en knude af alt for mange sommerfugle fyldte hendes mave, og hendes hjerte hamrede af sted og mindede hende om, hvor levende hun var, og hvor ensom hun havde været.
Da hun langsomt trak sig en smule væk fra ham efter et par minutter, slog hun øjnene op og så fortryllet op på ham.
"Tak Segovax," hviskede hun en smule hæst og smilede sødt og bredt op til ham.

Han holdt kysset, og nød det til fulde. Han holde hende tæt hele tiden, uden at slippe hendes læber. Han mærkede hende slippe hans læber, og rykkede sit hoved lidt med inden han også slap hendes læber.

Han smilede til hende, i hele ansigtet, og var bare glad for at hun gerne ville være sammen med ham, og var glad for at hun elskede ham, og han elskede da også hende, selvom følelser ikke var hans stærke sider, men kom de frem fra hans indre så kom de frem. Han blev overrasket over at hun sagde det hun gjorde, at hun takkede ham.

"Det er mig der siger tak søde."

Han kyssede hende på kinden og begyndte så at vandre afsted tilbage mod bilen med hende. Han hold om hendes hånd.

Hun kunne mærke, hvor han nød kysset i samme grad som hun selv, og det sendte en varm strøm gennem hende, så hun et øjeblik glemte at trække vejret. Det var en vild effekt, han havde på hende, det indrømmede hun gerne, men hun kunne godt lide det alligevel.
Hun så hans brede smil, da hun trak sig lidt fri, og igen blev vejret fanget i hendes hals, mens hun bare gengældte en smule svimmel.
"Skal vi til at slås om hvem der takker hvem?" spurgte hun leende og kærligt på samme tid og strøg ham over kidnen, før hun slap ham og bare holdt hans hånd efter kindkysset. Hun samlede hans taske op, da de gik forbi den og hen mod bilen.
"Du ved det måske ikke, og det ser måske ikke sådan ud, men du har reddet mig fra en hel del," sagde hun stille uden at se på ham og med et lille, halvmelankolsk smil. "Fra en ensom fremtid, en verden med kun overfladiske bekendtskaber og venner. Fra weekender hvor jeg bare gik ud og drak hjernen ud og fra modløsheden over noget så basalt som penge og materialisme ... JEg har virkelig meget at takke dig for, dearest! Meget mere end du lige tror!" Hun så op på ham og lod ham se i hendes øjne, hvor meget han egentligt havde gjort for hende; al hendes frustration og ensomhed, hendes sorg, som hun lukkede inde bag et smil og et grin og kun havde tilladt Georgie at se.
"For ser du, selvom jeg smiler og griner meget, så var jeg stadig en lille, trist og forladt pige indenunder, indtil du stødte ind i mig."

Han smilede først over det hun sagde, men da hun fortsatte blev hans smile også lidt sorgmodig. Det var ikke lige noget han havde regnet med, overhovedet ikke. Han havde forventet hun var vild i sine weekender, men ikke at det faktisk var på den måde hun var det, og at hun ikke var mere glad inderst inde.

"Jamen søde så er det godt vi er her for hinanden."

Han gave hendes hånd et klem og hev hende med videre, gennem skoven, tilbage til bilen, så de kunne komme videre med de ting de nu skulle nå i løbet af dagen, og det gik ham derfor en smule på. Han var ikke så glad for hvordan hun havde, men han var stadig glad for at være sammen, med hende og han elskede hende.

Hun gengældte det lille klem af hånden og smilede så mere optimistisk.
"Det har hjulpet meget på den tomhed i alt fald," fortalte hun ham med et kærligt blik.

Da de nåede blien, låsede hun op og lagde tasken ind i bagagerummet, før hun tog vadsækken af hans skulder og lagde den ind ved siden af. Hun så et øjeblik på samlingen af hans ejendele, før hun lukkede igen og satte sig ind.
Bilens motor startede igen med et drøn, der gav hende en lille følelse af mod og spænding, som det altid gjorde. Den var en fornøjelse at køre rundt i!
Hendes mobil bippede i lommen, og hun undskyldte sig hurtigt og tog den op, læste beskeden og smilede så.
"Jeg er udfordret til et racerløb i aften af en der kalder sig Tomboy12 ... Ved ikke om du er interesseret i at komme med og se mine evner bag rattet? Som sagt har ingen endnu vundet over mig, go tror nok ham her kommer fra en anden by for at udfordre mig, så kan dårligt trække mig ... Men hvis det er kan du også bare blive i lejligheden, det tager højest et par timer." Hun smilede lidt gladere, for en udfordring bragte altid lidt spænding i hendes liv.

Han satte sig ind i bilen til hende, og sad bare i sine egne tanker indtil hendes mobil rev ham ud af dem. Han var lidt forvirret over hvad det var der var meningen, med alt den bippen men denne gang spurgte han dog ikke, og lod det bare være. Han kiggede lidt ud af vinduet, mens hun snakkede til ham, om et eller andet han kun fik fat i halvt.

Han vendte sig langsomt rundt, og tænkte lidt over hvad han skulle gøre. Han ville gerne med, men var bange for hvordan folk ville være overfor hende, og han vidste han kunne få problemer, med dem hvis de forsøgte at ligge an på hende. Han kendte sig selv for godt til at tror andet. Han vidste dog også at han ville være nervøs for at lade hende tage der ud alene, ikke fordi han var bange for at hun ville gøre noget med nogle af dem, men var bare bange for hendes sikkerhed.

"Det vil jeg da gerne søde."

"Kan du fortælle mig hvor der ligger en pantelåner henne?"

Hun kunne se, han sad i sine egne tanker, men opdagede det først efter hun havde talt. Hun regnede med, det havde med ringen at gøre.
Der ville nok blive adskillige, der lagde an på hende, det var der altid, men hun afviste dem alle sammen. Hun vidste, hun var nødt til at fortælle ham lidt om hvordan, det foregik, nå rhan gerne ville med, men hans spørgsmål om pantelåneren kom bag på hende.
"Ehm, nej, men kan hurtigt finde ud af det ..." Hunvar ikke kørt endnu og slog hurtigt op på sin telefon. "Skal jeg bare køre derhen?" spurgte hun tydeligt meget forvirret. Hun satte i gang og kørte ud fra parkeringspladsen uden at vide i hvilken retning, hun snart skulle dreje, mens hendes tanker gled frem og tilbage; på hvad han dog skulle, på hvordan hun skulle forklare ham om gaderæset og på ruten hen til pantelåneren.

Han smilede til hende, et meget glad smil, der var grundet at han nu kom lidt tættere på at komme af med de to ting, fra hans fortid som han ikke havde brug for længere, det var da noget han vidste ingen tvivl om det. Han glædede sig virkeligt til det, og bad hende derfor bare om at køre der hen, og hvis hun havde spørgsmål, ville han besvare dem bagefter.

"Ja søde det ville være rart hvis du gad det."

han håbede hun gad, fordi jo før jo bedre for ham. Han tænkte ikke så meget over det med gaderæset selv om det selv om det sikkert var farligt og alt muligt, men det gik ham ikke på fare havde aldrig været noget han frygtede, det var hans hjerne ikke oplært til at gøre, så derfor var det ikke det. Det eneste var at han vidste der ville være mange fyre til stede.

Hun kunne se, det glædede ham, og hun satte kursen efter det, hun havde set på sin telefon. Men hun måtte hellere spørge ham om det senere og så forklare ham om gadeløbet mens hun sstadig huskede det.
"Men for at forklare lidt om løbet og det, der kommer til at ske i aften," sagde hun let tøvende, "Så må du love mig at tage det roligt. Det er en mands verden, og jeg kan godt klare mig i den, så du behøver ikke beskytte mig fra dem. De fleste af dem kender mig godt, og mange af dem lægger an på mig for sjov for at vise min modstander, hvor hård jeg er. Jeg skal nok tage mig af det, da det hele bare er overfladisk blær. Jeg kender mange af fyrene allerede, og de ser mig bestemt ikke som andet end en af gutterne, så du behøvet ikke være urolig for mig. Det hele er bare ord, der er ikke noget i det, og jeg er nødt tila t vise min modstander, jeg kan håndtere det for ikke at få nogle af de rigtige tilnærmelser, jeg ellers havde kunnet få. Det hele er aftalt spil mellem dem, du vil se lægge an på mig og mit crew ... Der er styr på tingene, så bare lad som om de ikke eksisterer. Jeg vil nok også være i en påklædning, du ikke bryder dig om, men jeg har et image blandt dem, jeg er nødt til at opretholde. Du vil muligvis heller ikke kunne lide den person, jeg er når jeg er sammen med gutterne; hård, flabet og grov, men det er nødvendigt for at få lov at dyste, og det er det eneste, jeg er der for. Jeg har mit crew med mig rundt, og de beskytter mig. Fem fyre der holder folk væk, så jeg kan gå i sikkerhed. Du vil hurtigt kunne se hvem de er, for de følger mig tæt. De kaldes mine hunde, fordi de beskytter mig. Det er deres job, og jeg har kendt hver af dem i mange år. De skal nok gribe ind, hvis der sker noget, der ikke er aftalt, så du vil kunne se på dem, hvordan situationen er. Før selve løbet begynder skal jeg møde min modstander. Jeg vil gå derop hen ad banen, hvor der vil blive råbt en masse, både opmuntrende og nedladende ting, der ikke skal tages højde for, det er alt sammen for at skabe en stemning. Når vi mødes vil der ryge et par hårde gloser. Han vil enten forsøge at lægge an på mig eller svine mig til for at teste mig, og jeg er nødt til selv at klare mig ud af den situation selv, selvom jeg ved, du gerne vil hjælpe mig. Når først vi er i bilerne, er der ikke det store i det. JEg bruger ikke andre beskidte kneb end mit udseende, og jeg kører altid fair, selvom de andre ikke altid gør det. JEg ved ikke ret meget om Tomboy12, men jeg vil blive opdateret på vejen. Vi kører et stykke ned ad vejene mod målstregen, og når jeg har vundet kører jeg stille og roligt tilbage igen, med vinduerne åbne, så folk kan se mig. Alt er fint på de tidspunkt, og modstanderen daffer hjem, mens jeg som regel modtager et glas boblevand for sejren. Der vil blive råbt og klappet og folk vil spørge mig om autografer, som jeg aldrig giver, idet de forventer et kys. Ingen autografer, sådan har jeg altid været, ikke en gang til mit crew, som nogle af de andre piger ellers gør. Det er igen en del af mit image, men der vil nok være mange, der spørger alligevel. Bare ignorer dem, så går de væk, da de kender mig allerede fra mange andre løb." Hun sukkede let og gennemgik i hovedet om hun havde fået det hele med. "Noget du vil vide?" spurgte hun så og smilede varmt til ham.

Han sad og lyttede interesseret til det hun fortalte. Det gik ham lidt på at hun ikke ville have hans hjælp, men han forstod det godt, og han ville da også holde sig i skindet. Det var ikke noget han havde lyst til, altså at komme op at slås, men han vidste at hvis en af dem, lige meget hvem det var, så meget som krøllede et hår på hende, ville han ikke kunne holde sig i skindet længere så hvis hun ikke ville risikere at det skete, måtte han nok hellere blive hjemme, selvom han havde på fornemmelsen at hun ikke regnede med at der var nogen der kunne finde på den slags, sådan lød det ihvertfald ikke.

"Søde jeg har kun en ting at sige, og hvis du ikke bryder dig om at jeg er sådan bliver jeg bare hjemme istedet, men hvis der er nogen der på nogen måde gør nogen som helst form for skade på dig lige meget hvem det er, vil jeg ikke kunne holde mig i skindet længere."

Han kiggede på hende med et meget alvorligt blik, da det lige netop var sådan han var og det var der altså bare ingen der kunne ændre på, ikke hende ikke ham, og ingen der havde forsøgt på det før hen. Det var derfor han var lidt bange for at tage med hende, der ned, da han ikke ville gøre hende forlegen.

Hun var ikke ganske overrasket over hans forslag; havde halvt om halvt forventet det, da hun vidste hvor beskyttende, han var. Hun lagde en hånd på hans lår, mens han talte, og nussede ham.
"Jeg vil gerne have, du er der, hvis du selv har lyst. Og bare rolig, ingen vil gøre mig noget! Der er aldrig sket mig noget før ... Eller jo, da jeg var ny og blev overrasket af pigfælge, men ellers er der aldrig sket noget. Jeg har en vis prestige, og ingen ville vove at røre en finger af min. Jeg ved, du ikke vill ekunne holde dig tilbage, hvis der skete mig noget, og det er fair nok. Tror der er mange andre, der ville gå amok også, og derfor sker der ingenting. Det hele er tom tale; mange af dem er slet ikke så seje, som de udgiver sig for, inklusive mig. Det hele er sjov og ballade!" Hun smilede beroligende til ham. "Er der noget, der ikke er det, så trækker jeg mig tilbage ind mellem mit crew, og du vil kunne se det på mig straks. Men som sagt er det ikke sket endnu ... Så kan du holde til at se mig koldt og roligt afvise en flok lejede bejlere, så er det hele sjov og ballade. Men det er op til dig selv, om du vil med. JEg er vant til at tage alene af sted sammen med mit crew, og det kan jeg sagtens gøre igen, hvis du har det bedre med det, men det er dit valg!" Hun fandt hans hånd og trak den op til sine læber for at kysse den.
"Og tro mig, dearest, jeg er ovenud lykkelig for, du gerne vil passe på mig og at du føler så meget for mig, du gør det. Det er jeg både glad og stolt over! Det er bare vigtigt for mig i den flok, jeg kan vise, jeg kan tage mig af mig selv, og det kan jeg så længe det er de ting, der er aftalt i forvejen, som det plejer at være. Jeg ved hvad de vil sige, jeg ved hvem der siger det og jeg ved hvad, jeg selv skal sige. Det hele er indstuderet, dearest. Men sker der noget, der ikke er planlagt, så er jeg mere eller mindre fortabt, og det er derfor jeg har drengene med mig normalt; så der ikke sker noget. Det ville kun gøre mig endnu mere tryg hvis du også var der, men det skal kun være på dit eget valg, ikke nogt du gør for mig." Hun så alvorligt på ham et øjeblik.
"JEg ønsker ikke at ændre dig, Segovax, slet ikke. Det er bare en anden verden, hvor jeg også selv spiller komedie. Det er svært at forklare rigtigt ..."

Han smilede til hende, og var lidt lost omkring hvad han skulle vælge at gøre, på den ene side ville han gerne tage med hende, specielt når hun gerne selv ville have ham med, men så igen han var jo ikke sikker på at han ville kunne holde sig selv tilbage, men han ville nok kunne gøre det hvis det kun var ord, problemet nok først opstå hvis det blev til mere end ord. Det ville sagtens kunne få ham til at tænde af, og det plejede ikke at være et kønt syn.

"Jeg tager med, hvis du er sikker på at det kun er ord, ellers bliver jeg hjemme?"

Han vidste at det var det bedste hvis ikke hun gerne ville ende med at der var nogle der ville få et par på hatten, og det var nok ikke nemt at stoppe ham, selvom der var mange til stede, og de var store fyre, var de bare ikke lige så vant til livets strabadser som ham, og han ville næsten have ondt af dem, hvis de kom i klammeri med ham.

"For ellers ender det galt, for os alle sammen, og det orker jeg ikke igen."

Han så faktisk lidt udmattet ud, men han havde jo også lige fået en jæger til at tro på at han faktisk var god nok, og kun dræbte som allersidste udvej, men der var nok ikke mange der ville tro på ham.

Hun betragtede ham bekymret uden at vide helt hvad, hun skulle svare.
"Det plejer kun at være det aftalte, men jeg kan jo aldrig garantere for det ..." hun så hvor udmattet, han så ud og kærtegnede hans hånd, som hun stadig holdt.
"Måske er det bedst, du bliver hjemme, hvis du har det sådan; bare for en sikkerheds skyld? Der sker sikkert ikke noget, men bare i tilfælde af der skulle gøre det alligevel, er det måske bedre for dig, du slapper lidt af. JEg kan sætte en film på til dig og lave lidt popcorn, hvis du vil, eller du kan tage dig en lur?" Hun så meget bekymret på ham et øjeblik igen, før hun drejede ned ad vejen foran dem. Der var ikke langt nu, men de var alligevel næsten ude i den anden ende af byen.
"Det tager ikke meget mere end et par timer; jeg tager ikke med ud og fejrer i aften." Hun var meget sikker på at vinde, som hun altid var det, og hun smilede til ham, opmuntrende.
"Så er vi lige ved at være der, jeg finder lige en parkeringsplads."

Han smilede til hende, og besluttede sig for at hun nok havde ret, ihvertfald indtil videre var han ikke klar til at gå nogle steder med hende, hvor han kunne risikere at folk lagde an på hende. Det var han da hundredprocent sikker på. Det var ikke lige noget af det, han gik og havde lyst til der skulle ske, hverken at de lagde an på hende, eller det han vidste der ville ske efterfølgende. Han tænkte også på at han var nød til at lære at folk lagde an på hende, og nu når han vidste det ville ske, var han nok bedre forberedt.

"Jeg tager med, jeg skal jo lære at når du ser så godt ud lægger folk nok an på dig, og så hellere et sted hvor jeg ved det vil ske. Jeg kan nok bedre håndtere det, når jeg ved det vil ske."

Han var glad da hun snakkede om noget andet, da han ikke gad snakke mere om hvor sygt og forskruet et monster han sådan set var, så han smilede stort til hende, da hun sagde de var fremme. Han glædede sig virkeligt, og han lyste fuldstændigt op ved ordene.

"Endelig, det bliver rart."

"søde?... Nej vent det venter vi med til senere."

Han smilede bare til hende, og når hun holdt stille ville han åbne døren, og træde ud igen. Han ville helst ikke have hende med, men det var op til hende selv jo.

Hun gengældte smilet, men vidste ikke om hun skulle være lettet over, han tog med eller ej. På en måde var hun ovenud glad for at skulle vise ham noget af sin verden, og alligevel var hun meget nervøs over ham og hans beskyttende instinkt.
Hun rødmede ved hans kommentar om, hun så godt ud, men smilede stadig bredt.
"Awh tak dear," sagde hun varmt, "Men det er nu ikke noget jeg oplever tit. Og bare husk på, det hele er aftalt og de mener ikke noget med det! Det er mine venner, der kommer med kommentarerne, og de mener det så bestemt ikke!" Så meget vidste hun i alt fald. Lige meget hvor meget hun dullede sig op, så ville de aldrig se hende som andet og mere end en af gutterne fra værkstedet. Den olieplettede Colt med kasketten.
Det var ikke svært at se, han var glad for at skifte emne, selvom hun bestemt ikke så ham som et monster; bare overbeskyttende overfor sit territorie.
Hun så forvirret på ham ved hans ord om at vente, men fandt så ud af, han nok gerne vill eordne det selv, og hun holdt op på fortorvet foran butikken, så hun var godt af vejen fra vejen.
"Okay, så venter jeg her," sagde hun roligt, selvom hendes nysgerrighed var ved at brænde hende op indefra, og hun så forvirret efter ham, da han steg ud. Så sad hun der alene, og hun sukkede tungt og skrev en besked tilbage, at hun tog imod udfordringen og tog Segovax med. Der kom straks besked tilbage.
"Fedt! En hund mere?" Hun smilede og skrev med let røde kinder.
"Nej, min nye fyr, så få droslet liiidt ned på flirten i aften, så er du god, han kan ikke så godt tage det." Hun fik et ok tilbage og gemte mobilen væk, før hun så ind efter ham.

Han gik ind i butikken, og stillede sig foran disken og spurgte hvor meget han kunne få for det han langede hen over disken. Han rodede så i lommen og fandt ringen frem, efter fulgt af kniven med den tilhørende skede. Manden begyndte derefter at diskutere hvad der kunne gives for det.

"150 dollars"

Det var hans første tilbud, hvilket Segovax ikke var tilfreds med, da han vidste at knivens blad i sig selv var lidt over 200 dollars værd, hvis den var smeltet om endda. mens ringen vel var i ren smelt værdi cirka 120 dollars værd. Han havde sat sig ind i det dengang han lavede begge dele, derfor vidste han hvad de var værd.

"Hør her, jeg ved at smelteværdien for metallet er minimum 320 dollars, så jeg forlanger at få mere end da for dem."

Manden stod og kiggede på ham, men kom så med et nyt bud.

"okay jeg kan høre du har sat dig ind i det, så hvad siger du til 400 dollars?"

Segovax nikkede langsomt men han nikkede til manden, og svarede ham så.

"Jo det må kunne gå."

Han gav manden tingene, og fik sine penge og gik så ud igen. Det var nok til at kunne give hende en god aften, var han ret sikker på. Han vidste ikke om hun havde set det gennem det store vindue i butikken, for hvis hun havde kigget kunne hun nok se det hele.

Han satte sig ind i bilen igen, og smilede til hende.

"så er det ordnet."